REDLAND, GREENLAND
at blive del af et større mønster
at tage dét ind i hjertet som ikke kan være der
Forestilling af Teaterkompagniet Mobile Homes ved instruktør og scenograf Zoe Christiansen. Med tekster af Ursula Andkjær Olsen.
På scenen ses en lille gruppe rejsende, strandet i noget som ligner venterummet i en lokal lufthavn et sted nord for Polarcirkelen.
Udenfor raser en storm. Al trafik står stille.
En enkel scenografi af videoprojektioner, lys og røg forandrer og udvikler scenerummet som i løbet af forestilling fremstår både som et konkret, et mentalt og et mytologisk rum.
De eneste møbler i rummet er en enkel grøn stolerække samt tre plasmaskærme koblet op via computer til internettet.
Den dramaturgiske fremdrift opstår gennem interaktion mellem det virtuelle og det virkelige. I forestillingen eksisterer internettet derfor både som et middel til at nå omverdenen og finde information, og som en metafor for noget større udenfor os selv, som efterhånden bliver mere og mere påtrængende. Samtidig spiller flere tider sammen i forestillingen, hvor Peter Freuchen og hans tre koner flettes sammen med de rejsendes personer.
Mod slutningen intensiveres stormen og kontakten med nettet brydes. Venterummets neutrale vægge opløser sig, og de fem aktører befinder sig i et landskab dækket af is og tåge, ligesom medlemmerne i en vildfaren arktisk ekspedition.
Peter Freuchen og Dagmar Cohn