JEG PYNTER MIG – THE PROJECT 2013

 

 

hænder: det hjemløse legeme

Jeg tager det hjemløse legeme,                                                                                         placerer det oprejst i dets katedral, så hænderne stikker ud på hver sin side, øjnene kan ikke kigge ud fra hvert sit hovedtårn samtidig. Jeg tager det hjemløse legeme og placerer det i dets katedral. Og fylder vand i.

Hænderne vil samle sig i en skål, samle sig i en skærm, samle sig i en skål, samle sig i en skærm.

Det hjemløse legemes hjem er det indre af en sunken katedral, det er fyldt op med noget andet. Og alligevel kan det ikke fylde det ud.

Jeg tager det hjemløse og det kan ikke samle hænderne om sig, ikke samle skærmen, skålen om sig.

Jeg tager det hjemløse legeme og placerer det oprejst i dets katedral med hænderne på hver sin side. Med hovedet delt i to og et øje i hvert sit hovedtårn. Sådan kan det ikke stå.

Jeg tager det hjemløse legeme og sætter det på knæ på gulvet i dets katedral og rejser dets arme op i hvert sit hovedtårn. Sådan kan det sidde.

 

JEG PYNTER MIG – THE PROJECT

Overfladen – længslen efter at komme ned under overfladen

Iscenesættelse/scenografi/illustrationer: Julie Andkjær Olsen

Tekster: Ursula Andkjær Olsen

Den traditionelle påklædningsdukke bliver taget med på en tur som bringer den andre steder hen. Dukken/kroppen/legemet  – du, jeg – stilles op og iføres en psykisk, symbolsk arkitektur, hvor pynten er både smykke, styrkeamulet og tvang.

Det handler om at pynte sig af forfængelighed, for at få styrke eller for at overleve. Forfængeligheden, pyntetrangen som en leg, som en kamp om at vinde eller som en kamp for at overleve.

Er det pynten der holder os oppe?

JEG PYNTER MIG – THE PROJECT er kun lige begyndt. Mere vil følge hen ad vejen, som noget af det første, fotos fra sceneversionen af JEG PYNTER MIG som blev vist på Louisiana Literature 2013. Indtil videre: Vi pynter os, gør du?

 

I JEG PYNTER MIG app til iPad stilles dukken, kroppen, skulpturen op og iføres en psykisk, symbolsk arkitektur, hvor pynten er både smykke, styrkeamulet og tvang. JEG PYNTER MIG indeholder 14 rejser igennem Ursula Andkjær Olsens tekster og Julie Andkjær Olsens illustrationer.

I forsøget på at komme ned under overfladen og i forsøget på at danne sig et overblik må læseren/seeren kæmpe med overfladen, med skærmens alt for glatte overflade. Lad fingeren dvæle på forsiden ved det legeme du vil undersøge og bevæg dig rundt i legemet ved at zoome med din venstre pegefinger hvilende i venstre, nederste hjørne og den højre pegefinger glidende hen over skærmen.

App’en kan downloades gratis fra app store under Louisiana Literature 2013. Derefter kan den købes for 13 kr. i app store. Forventet releasedato 2/9/2013.