Hver med sit næb
et essay om Pelle Gudmundsen-Holmgreens musikalske univers
Hvem sagde noget?
Jeg tror, det er en reformulering og potensering af fænomenet musikalske stemmer som er på færde i Gudmundsen-Holmgreens musik, og at netop disse stemmer udgør et af grundelementerne i hans univers. Lad mig illustrere det ved at fortælle en lille historie: Den kunne for eksempel handle om fagottens ensomme vaklen i værket Mester Jakob fra 1964. I begyndelsen hører man blot nogle få klange. Man lytter til selve fagottens klang, ikke en linje spillet af en fagot, for den spiller netop ikke en rigtig linje; man får kun klangen af et par enkelte toner – fagotten har faktisk kun tre toner til sin rådighed i hele stykket – et meget begrænset musikalske materiale, der spilles igen og igen af det samme instrument. Og samtidig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen spændt sine tråde ud, for pludselig fokuserer man på, at den bliver ved. Komponisten giver den kort sagt al den tid, den har brug for – hvor mange andre ville have ”slukket” for en sådan ubeslutsomhed langt tidligere. Og fordi Gudmundsen-Holmgreen viser den retorisk set ikke synderligt overbevisende fagot tillid og lader den blive ved med at humpe rundt i manegen, så viser den sig at have en egen stemme. Som belønning for ulejligheden.
Det der gør fagotten til stemme, er dens insisteren – trods det at den ikke har noget bestemt at ”sige” – en melodi for eksempel – trods det at den ikke har særlig meget at sige det med – ikke en smukt elaboreret virtuos retorik eller en masse flotte toner – og trods det, at den er alene om at sige det, den nu siger – den får ingen hjælp fra nogen andre instrumenter, den følges ikke ad med nogen andre stemmer, den er der helt i sin egen verden. Og det, at den bliver ved med at gå et skridt op, så et skridt ned, så lave et spørgende glissando – dét gør den efterhånden til et væsen. Man kan næsten identificere sig med den.
Hver med sit næb kan købes her for 100 kr. plus porto. Send mig en email.
