Ny musik efter 1945
En undervisningsbog til bl.a. gymnasiet. Skrevet sammen med Palle Andkjær Olsen.
Det uspillelige – teknik eller ånd
Det som havde Stockhausens og mange andre unge komponisters fulde opmærksomhed i en stor del af 50’erne var altså simpelthen teknik. Men teknik i musikkens verden har man jo altid opfattet som noget helt andet, – eller? Igennem hele det 19. århundrede havde virtuosen, musikeren med den perfekt beherskede spilleteknik, faktisk været af stor betydning for det kommercielle musikliv, på højde med vor tids popstjerner, og på én gang sat i forbindelse med dæmoniske kræfter og guddommelig inspiration. Vi kender stadig Paganini, Liszt og Chopin som sådanne blændende musikere der fik skabt myter omkring sig præcis som vore dages store musikermyter, og som kunne få damerne til at dåne på stribe.
Også for for musikkens dybere selvforståelse spillede virtuosen en rolle, nemlig som et menneske der kunne spille det “uspillelige”, de åndedrætsberøvende, fingerbrækkende, tekniske umuligheder, men som også kunne siges at besidde en teknik der overskred den blotte dygtighed – overskred sig selv – og blev til noget aldrig før hørt, blev åndelig, dæmonisk eller guddommelig.
Endvidere var musikalsk teknologi ikke noget nyt for så vidt man kan betragte udviklingen af instrumenter igennem musikkens historie som en teknologisk udvikling. Tænk bare på den “veltempererede stemning” der blev taget i anvendelse i 1700-tallet ved stemning af tangentinstrumenter, og som gjorde det muligt at spille i alle 24 dur/mol-tonearter og veksle – altså modulere – frit imellem dem. Og tænk på J. S. Bachs store monument over dette tekniske fremskridt, de to bind af Das Wohltemperierte Klavier med præludier og fugaer i alle 24 tonearter. Den ligesvævende stemning var således en opfindelse af største betydning for musikken og udviklingen af den udbyggede romantiske harmonik. Hvor det før havde været umuligt at spille i C-dur og Fis-dur på samme tangentinstrument uden at stemme det om – det lød ellers simpelthen afskyeligt – var det med den ny tempererede stemnings inddeling af oktaven i tolv præcis lige store halvtoner blevet muligt at bygge harmonisk komplekse satser.
(…)
Det er karakteristisk at de samme åndelige forventninger som var knyttet til den guddommelige virtuos i forrige århundrede, sattes til den ny teknologi: den skulle gøre det ny muligt, som Karlheinz Stockhausen udtrykte det, og den var derfor et nødvendigt redskab for den bevidsthedsudvidelse og erkendelse som musikken skulle bibringe sine lyttere. I diskussionen om mennesket og maskinen og om hvem der havde herredømme over hvem, var der for en generation af unge komponister i 50’erne ingen tvivl. Maskinen og teknologien var nødvendige redskaber til frembringelse af det ny – de nye eletronmusikalske klanglandskaber.