Lulus sange og taler
En dag sagde Arnold Schönberg:
Ich wollte einmal alles hören
und das habe ich erreicht.
Bare fordi han havde orkestreret en klaverkvartet af Brahms. Jeg fortæller jer det,
fordi det er vigtigt for det jeg vil sige.
Foredrag I
Ærede lyttere. Lyden af en dør, der smækker lyder som lyden af en dør, der smækker. Og hvorfor siger jeg det? Det er for at jeg bedre kan høre det, helt og nøjagtigt: Ich wollte einmal alles hören, alles hören, alles hören. Men måske har jeg allerede hørt alt. Måske har jeg glemt det igen. Måske var det hele ikke til at huske, måske var det uhuskeligt. Så jeg går hen og smækker med døren igen.
Men vigtigere er, at lyden af et gennemboret øre, det var min elskers, altså at lyden af et øre altid har to sider. Den ene side hører jeg: hans søde skrig. Den anden fylder ham ligesom musik og angst, så han dør og dør, og jeg er måske uundværlig for det jeg gør er ikke til at huske, det er uhuskeligt som jeg sagde, og han kan ikke se det, det må gentages, og jeg tager hans øres mødom dag efter dag og uge efter uge.